At læse danske anmeldelser af The Deficit Myth (del 2.1): Kirkegaard og Beck
Vi ser på kritikken af MMT i danske medier. Første del ser på den eneste journalistiske avisartikel om MMT siden Keltons Deficit Myth kom på gaden i juni.
I sidste uge gav jeg et indblik i The Deficit Myth, som MMT-økonomen Stephanie Kelton sendte på gaden i juni rettet mod et bredt publikum. Læs: At læse The Deficit Myth af Stephanie Kelton. I dette indlæg ser jeg nærmere på de få anmeldelser af bogen, den danske offentlighed har haft adgang til gennem de danske medier. På trods af at være bestseller i USA og Storbritannien, har kun en enkelt journalist fra Information nævnt bogen i en artikel. Hertil kommer to anmeldelser af universitetsøkonomer på Københavns Universitet, som, ganske forudsigeligt, afviser kritikken. At de to anmeldelser bedst kan læses som forsvarsskrifter, var min motivation for at skrive en mere brugbar og ligetil introduktion til bogens indhold i mit forrige indlæg. I dag ser vi nærmere på den fremførte kritik i Information-artiklen og om den holder vand. De to anmeldelser ser vi på i de kommende indlæg.
Hvis du mangler en kort introduktion til MMT, kan du læse en her hos magasinet Ræson.
Bogen kan f.eks. købes her.
For at opsummere, består underskudsmyten i en grundlæggende opfattelse af, at statslige underskud i sig selv er et problem, som skal håndteres. I sidste opslag fik i et indblik i, hvorfor følgende seks økonomiske misforståelser i den offentlige debat alle afspejler denne underliggende underskudsmyte(Deficit Myth).
1. Staten bør budgettere som en husholdning
2. Underskud er et bevis på overforbrug
3. Statens gæld – på den ene eller den anden måde, hænger vi alle krogen
4. Statens underskud fortrænger private investeringer og gør os fattigere
5. Handelsunderskuddet betyder, at USA er i færd med at tabe
6. Sociale sikringer som social security (pension) og medicare (sundhedsydelser til ældre) er finansielt uholdbare. Vi har ikke råd til dem længere.
Det er en særdeles velskrevet bog, som evner at gøre indsigterne fra den økonomiske skole Modern Monetary Theory (MMT) tilgængelige for den samfundsinteresserede borger. Selvom den behandler ganske kompliceret materiale, vil man have nye redskaber til at forstå den politiske debat i Danmark og udlandet. Det er dermed en ganske demokratiserende udgivelse, Kelton har forfattet.
Men det er også en skarp kritik af den økonomiske viden samt økonomer og politikere, som har været ansvarlige for den nuværende økonomiske situation med stigende ulighed, stagnerende lønninger, arbejdende fattige, mangel på sundhedsdækning, fossil-baseret stiafhængighed i økonomien og ultimativt politisk ustabilitet. Situationen er selvsagt værre i USA end i Danmark, men vi er naturligvis ikke immune her til lands. Herhjemme kender vi også til myterne, som dagligt bekræftes i diskursen i danske medier med vendinger som ”hvor skal pengene komme fra?” ”de skal forhandle om statens husholdningsbudget” og ”vi skal ikke spilde skatteborgernes penge”.
Underskudsmytens allestedsnærværende påvirkning på den offentlige debat og den generelle mangel på økonomisk interesse og forståelse blandt journalister, er måske årsagen til den sparsomme dækning af Keltons bog. Journalister har i dag brug for klare beskeder fra økonomer, som kridter banen op for politikerne, så journalisterne kan forholde sig til spillet inden for kridtstregerne. Keltons bog udfordrer, om de streger vi spiller på giver økonomisk mening, med budskabet om at samfundet vil ’løfte sit spil’, hvis ikke politikerne lod økonomiske myter og selvpåførte regler begrænse deres spillerum. Det er en mere teoretisk og abstrakt debat, som det kræver en ihærdig indsats at dække. The Deficit Myth er et godt udgangspunkt for journalister, som vil udfordre den økonomiske vanetænkning i Danmark.
Kritikken i Information
Lad os først tage et kig på den eneste artikel i danske medier, som nævner the Deficit Myth. I Information har Mathias Sonne skrevet en artikel om MMT (læs: Kritikere kalder det en virkelighedsfornægtende »gældskult«. Fortalerne kalder det den eneste vej ud af krisen) og foretaget et interview med MMT-økonomen Bill Mitchell (jeg kan varmt anbefale Mitchells blog her). Jeg har tidligere kritiseret Information for at dække MMT ved kun at spørge kritikere, så det godt at se, at de journalistiske standarder er løftet.
I artiklen præsenteres læseren for en spredehaglskritik af Jacob Funk Kirkegaard fra den amerikanske tænketank The Peterson Institute for International Economics, som var i færd med ”[forberede] en podcast med Stephanie Kelton om hendes bog Gældsmyten” og en tysk økonom ved navn Hanno Beck.
Beck citeres for, at MMTs kompleksitet kan ”drive en til vanvid”. Han har et problem med, at penge- og finanspolitikken bytter roller, men kritikken gøres ikke mere forståelig for læseren. Der lader til at være et problem med at centralbankernes pengepolitik bliver ”stærkt politisk” og skattepolitikken ”nærmest neutralt redskab” (journalistens ord), men det bliver ikke gjort klart, hvad Beck ”ikke køber” eller hvordan centralbanken skal gøres mere politisk.
Kirkegaard viser, at han udtaler sig om MMT på et svagt grundlag ved ikke at have forstået, at MMT ikke er et reformforslag eller en politik, men først og fremmest en beskrivelse af, hvordan statsfinanserne fungerer for monetært suveræne stater.
»Altså ideen om bare at trykke penge og så bruge skattetrykket til at forhindre inflation, det er helt verdensfjernt«
Her er tydeligvis en økonom, som tror, at det vil være nyt, hvis stater skaber penge i forbindelse med sit forbrug og ’finansierer’ sig ved andet end skatter og salg af statsobligationer. Det er en kernepointe i MMT er, at skatteopkrævning og salg af statsgæld sker efter statens forbrug. MMT er ikke et politisk forslag, men en beskrivelse af finanssystemets funktionsmåde. Han fortsætter:
»Rent teoretisk har det den charme, at centralbankerne kan handle hurtigere end politikerne. Men samtidig ville det være et rendyrket teknokrati, hvor politikerne konstant skulle hæve og sænke skatterne, ja, i princippet mellem 0 og 100 procent for at undgå inflation. Sådan fungerer verden ikke.«
Det er ganske uklart for læseren, hvad centralbankernes reaktionshastighed har at gøre med MMT. MMT advokerer for, at bruge en bred vifte af værktøjer til at opnå fuld beskæftigelse og stabile priser, men pengepolitikken (renten) er ikke en del af det. Kirkegaard tror måske, at det vil kræve noget nyt af centralbanken, at politikerne benytter finanspolitikken mere aktivt til at begrænse arbejdsløshed, men det er ikke tilfældet. Alle poster på finansloven betales vha. statens centralbank. Den er oprettet til formålet.
Kirkegaard og Beck er enige om kritikken, der kaldes ’den noble løgn’. Vi er nødt til at stikke borgerne blår i øjnene om, hvordan statsfinanserne fungerer, for at folk vil betale skat.
Jacob Funk Kirkegaard og Hanno Beck er enige: Hvem vil ikke arbejde sort og snyde i skat, hvis deres skattekroner ryger lige i skraldespanden og kun bidrager til at stabilisere en abstrakt matrix af penge? »Det er jo hele vores incitament til at betale skat, at vi får noget igen,« siger Jacob Funk Kirkegaard.
Den disciplinerende løgn er altså at foretrække frem for et oplysende argument om, hvordan verden hænger sammen – og med en forklaring om, at skatteopkrævningen bidrager til at skabe ikke inflationsfrit rum i økonomien, hvori staten kan forbruge af samfundets ressourcer gennem skabelse af nye penge. Skatteopkrævningen er ifølge MMT afgørende for stabile priser, men forskellen er, at man ikke tillægger et balanceret budget (endsige overskud) nogen selvstændig værdi. Man frisættes til at tænke funktionelt om finanspolitikken – altså fokuseret på de samfundsmæssige mål man vil opnå - i stedet for husholdningsøkonomisk.
Der følger herefter nogle betragtninger fra Beck på grænsen til det anti-demokratiske, som f.eks. ”at vi næppe vil vælge politikere, der ser sig tvunget til at hæve skatten for at dæmpe inflationen”, ”at regeringer formentlig vil lade seddelpressen rulle lige op til valg, så de kan finansiere en masse job og velfærd, som er »gratis«, så længe inflationen udebliver”, ” at MMT forudsætter, at staten er maksimalt rationel og bruger alle pengene på at skabe vækst og job”. Kort sagt, det er uansvarligt at overlade politik til politikere. Det er vigtigt at forstå, at dette ikke er økonomisk kritik. Det er blot svag tiltro til demokratiske institutioner.
Beck konkluderer på baggrund af de utilregnelige politikere og vælgere, at folk ”vil begynde at indføre bytteøkonomier eller andre paralleløkonomier”. Udvikling af bytteøkonomier er aldrig set i en udviklet kapitalistisk økonomi, så opfattelsen afspejler formentlig den udbredte myte i neoklassisk økonomi, at penge oprindeligt opstod i bytteøkonomier (The Myth of the Barter Economy). Det er ikke ligegyldigt, hvad man lærer om penge og penges oprindelse i løbet af ens uddannelse.
Beck og Kirkegaard mener desuden, at MMT kun kan anvendes til at forstå lukkede økonomier. Beck tages til indtægt for, at stater godt kan gå fallit i egen valuta, fordi at vi lever i en globaliseret verden. Der er ikke citater, så jeg har svært ved at tro, at det rent faktisk er hans pointe. Det er indlysende, at stater altid kan betale i sin egen valuta. Som USA's tidligere centralbankchef Alan Greenspan svarede på spørgsmålet om det stadig var sikkert at købe amerikanske statsobligationer efter et ratingbureau fejlagtigt nedvurderede USA's ’kreditværdighed’ i 2011:
"Very much so. This is not an issue of credit rating, the United States can pay any debt it has because we can always print money to do that. So, there is zero probability of default."
Så enten ved Beck ikke, hvad han udtaler sig om, eller også er hans syn ikke ordentligt afspejlet i artiklen. Kirkegaard mener også, at »MMT opererer fiktivt i en lukket økonomi«. Det er bare pudsigt, eftersom MMT-økonomer har brugt megen spalteplads på at forklare, hvorfor kineserne ikke finansierer den amerikanske stat, blot fordi at de er i besiddelse af amerikanske statsobligationer. Hvis man tror, at staten finansierer sit forbrug vha. statsobligationer (og ikke at de udstedes for at hjælpe centralbanken med at styre renten), så ledes man til disse myter om den internationale økonomi. MMT viser, at det omvendt er amerikaneres forbrug, som finansierer udlandets opsparing i US dollars. De har så få lov at veksle deres dollars til statsobligationer, som andre med formue i USD. Der er ikke tale om en finansiering af den amerikanske stat.
Artiklen slutter med en modsigelse mellem de to kritikere. Beck ser en stor gældskrise foran os pga. den nuværende ”krudttønde af gæld”. MMT tilbyder ifølge Beck en ”radikal løsning”. Endnu engang lader det til, at ekspertudtalelsen ikke har styr på emnet. Kirkegaard mener omvendt, at der ikke er noget nyt under solen.
MMT tilbyder ikke en radikal løsning – blot redskaberne til at gennemskue, at økonomer som Beck spreder underskudsmyten med sine krudttønde-analogier. MMTs ’løsning’ er altså at ignorere folk som Beck. Kirkegaard mener omvendt, at MMT ikke bidrager med nyt ”For de konventionelle keynesianske økonomer vil jo også pumpe penge ud i den her krise. Og i forhold til en Green Deal handler det jo også om rentable investeringer”. Når man har bevidnet efterspillet af finanskrisen, kender man dog godt forskellen. Under finanskrisen var de fleste økonomer også med på at ”pumpe penge ud”, men allerede i 2009 skulle politikerne til at tænke på at ”regningen skal betales”, som Det Økonomiske Råds formandskab skrev i deres halvårlige rapport i 2009. Hvis ikke man forstår underskudsmyterne, der gennemsyrer vores politisk-økonomiske debat, er vi dømt til at gentage samme fejl – og betale de samme fiktive ’regninger’. Den næste bliver ’corona-regningen’ (læs min kommentar hos JP Finans: Det trækker op til en uansvarlig økonomisk politik). ”Intet nyt”-kritikken tjener til at opretholde ”den noble løgn”, om at staten bruger ’skatteborgernes og de internationale finansmarkeders penge’ i sine betalinger. Forfatteren af historiens mest populære økonomiske lærebog Paul Samuelson, forklarede fint logikken bag nødvendigheden af ”overtroen”, at statens budget skal balanceres:
“I think there is an element of truth in the view that the superstition that the budget must be balanced at all times [is necessary]. Once it is debunked [that] takes away one of the bulwarks that every society must have against expenditure out of control. There must be discipline in the allocation of resources or you will have anarchistic chaos and inefficiency. And one of the functions of old fashioned religion was to scare people by sometimes what might be regarded as myths into behaving in a way that the long-run civilized life requires […] I have to say that I see merit in that view.”
Det er altså accepteret blandt ’topøkonomer’, at udbrede økonomiske myter, så længe det retfærdiggøres ved at opretholde ”civiliseret liv”. Herhjemme er udsættes vi bl.a. for myten med henvisning til hvad Grækenland og andre sydeuropæiske økonomier “lærte” af statsgældskrisen (læs: Danmark får ikke en statsgældskrise – vi har vores egen valuta hos JP Finans). Disse økonomier har ikke længere egen valuta, så det eneste vi og de burde have lært af statsgældskrisen var, at euroen var en historisk fejltagelse. Konsekvensen af disse forestillinger er en politisk økonomi, hvor borgerne ikke kræver, at politikerne gør noget ved den store ledighed i samfundet, selvom de har midlerne til at afskaffe arbejdsløshed. For hvor skal pengene komme fra? Politikere vil være tilbageholdne med at stille ambitiøse forslag – for de forventes altid at kunne finde pengene. Og det på trods af, at pengene altid kommer samme sted fra – staten selv. Man behøver kun et blik på arbejdsløshedskurven herhjemme for at se, hvor meget produktiv og menneskeligt potentiale, det har kostet, at vi i 2009 begyndte at indstille os på at betale en regning, som ikke eksisterede i stedet for resolut at få folk tilbage i beskæftigelse. Der gemmer sig mange ulyksagelige menneskeskæbner og personer “i hus til halsen” i puklen på grafen.
Det afgørende er, om der er ledig kapacitet til at undgå inflation, når staten bruger penge i økonomien. Ledig kapacitet kan bl.a. findes ved at opkræve mere i skat, men også ved at foretage kreditrestriktioner (fx kartoffelkuren fra 1986 der bl.a. pålagde afgifter på forbrugslån) eller andre reguleringer. Politikerne har derfor brug for nye budgetteringsredskaber, der fokuserer på den ledige kapacitet i økonomien. Hvis man fx øger beskatningen af en rig person med lav forbrugstilbøjelighed ud af sin indkomst, vil man altså ikke fjerne lige så meget efterspørgsel fra økonomien som ved beskatningen af personer med færre midler. Hvis man kun fokuserer på at ”finde pengene”, risikerer man at fejlvurdere økonomiens kapacitet og indskrænke sine politiske værktøjskasse unødvendigt.
Konklusion
Information har heldigvis givet Bill Mitchell plads til at balancere artiklen mod disse svage spredehagl af kritikpunkter. En stor del af kritikken kunne læserne have været sparet for, hvis personerne, der udtaler sig, havde sat sig bedre ind i emnet. Kritikken der er baseret på, at man ikke bør overlade politiske valg til politikere, bliver MMT-økonomer og mainstream-økonomer nok aldrig enige om. Det er dybest set en politisk og ikke en økonomisk uenighed.
I næste indlæg ser vi nærmere på Søren Hove Ravns (KU) kritiske anmeldelse af the Deficit Myth. Vi skal se på centralbankuafhængighed, om renten er et kraftfuldt værktøj til at styre efterspørgslen relativt til finanspolitikken.
Skriv dig op til bloggen her og modtag de næste indlæg i indbakken: