Når renten ikke vil rette ind efter antagelserne: Den post-keynesianske forståelse af det lave renteniveau (del 4)
Politiske valg og likviditetspræference styrer renten
Velkommen tilbage til fjerde og sidste del af blog-serien om det lave renteniveau. I dag skal vi se nærmere på den post-keynesianske økonomiske skole. Fra dette perspektiv ser man ikke renten som et resultat af ‘fundamentale faktorer’, der styrer opsparings- og investeringslyst, som vi så i den neoklassiske skole. Der er flere grene inden for post-keynesiansk økonomi, men man anskuer typisk renten for at være en politisk variabel med udsving i renterne på de finansielle markeder på baggrund af likviditetspræference blandt formueforvaltere. Relationen til investering og opsparing er dog en svag bi-fortælling, som ofte domineres af andre forhold i økonomien, så som fundamental usikkerhed om fremtiden, den effektive efterspørgsel og iboende tendenser til finansiel ustabilitet.
Her følger en kort opsummering af de første tre indlæg:
Vi så i del 1 af serien, hvordan de officielle prognoser for renten har været systematisk forkerte de seneste tyve år. Vi fandt det problematisk, da fejlene ikke angår præcision, men selve retningen af rentens udvikling, og dermed systematisk har givet et dårligt beslutningsgrundlag for vores politikere. I del 2 så vi nærmere på, hvordan gruppetænkning i en teoretisk homogen gruppe kan føre til systematiske fejl og efterfølgende negligering af fejlene. Derfor så vi i del 3 nærmere på den dominerende neoklassiske teoris opfattelse af renten. Her så vi, at man anser ‘fundamentale faktorer’ for at styre det ‘naturlige’ renteniveau i ‘markedet for lånbare midler’, og at renten gerne skulle være højere end den økonomiske vækst i en sund økonomi. Vi så også nærmere på problemer med forklaringen, bl.a. at banker ikke skal ud i et marked for lånbare midler for at kunne give et lån og at de ‘fundamentale faktorer’ ikke just er lige til at håndtere analytisk. Som lektor i økonomi på KU Jeppe Druedahl skrev i informeren:
… i praksis laves langsigtede fremskrivninger for renteudviklingen typisk som en kombination af det nuværende renteniveau med det, vi har observeret historisk, eventuelt med en vis skelen til visse af de effekter, teorien forudsiger, og en vurdering af, om deres effekt på det nuværende renteniveau er midlertidigt eller permanent.
Vi så netop i del 2 af bloggen, hvordan Finansministeriet var godt tilfredse med at sammenligne deres renteprognose på 4,5% med gennemsnittet fra 1995-2014, som passede på antagelsen om fremtidens rente. Man kunne dog ikke bruge de seneste tyve års gennemsnit, som er så lavt, at beregningen af finanspolitisk holdbarhed meningsløs. Den fjerne fremtid ville være vigtigere end den nærme fremtid - en absurd tanke. I takt med de vedblivende lave renter, har man dog gradvist nedjusteret prognoserne. Enhver med bekymring for renteprognosernes systematiske fejltagelser, må reflektere kritisk over, om fortiden er en god guide til fremtiden. Med andre ord, en bedre forståelse af fremtiden kræver mere teori og mindre historik.
Post-keynesiansk økonomi
Post-keynesiansk økonomi betegner en divers række af økonomer, som var aktive på Keynes tid og efterfølgere, som har arbejdede videre i hans tankebaner. Blandt mainstream økonomer (fx P. Samuelson og J. Hicks) blev mest energi efter Keynes’ død dog brugt på at få Keynes til at passe ind i neoklassisk økonomi vha. den såkaldte neoklassiske syntese - snarere end at revolutionere den økonomiske tænkning.
Post-keynesiansk økonomi har vundet stigende indflydelse på økonomisk teori og analyse. En af årsagerne er finanskrisen, som blev betegnet som et ‘Minsky moment’ af finansmanden Paul McCulley - efter den post-keynesianske økonom Hyman Minsky. Selvom, det var populært at sige at ’ingen så finanskrisen komme’, så var det imidlertid tilfældet blandt en gruppe overvejende post-keynesianske økonomer. Også den danske økonom Jacob Brøchner Madsen er anerkendt for at have forstået, hvad der var under opsejling - han var dog stemplet herhjemme som ‘dommedagsøkonomen’ og er ikke længere bidragsyder i den danske debat.
Post-keynesiansk økonomi er kendetegnet ved at afvise den ’klassiske dikotomi’ mellem penge og relaøkonomien (se del 3). Man anskuer moderne økonomier for at være ’monetære produktionsøkonomier’, hvor penge og finansielle forhold er af afgørende betydning for systemets funktionsmåde. Man er grundlæggende kritisk over for modeller uden penge, banker og finansielle instrumenter. På grund af denne interesse for den finansielle virkelighed, har man derfor haft styr på bankernes penge-skabende rolle i mange årtier, som bemærket af Bank of England-økonomerne (se del 3). Man bør derfor, i følge post-keynesianere, tage udgangspunkt i det finansielle systems funktionsmåde for at forstå, hvad der foregår i økonomien.
I følge post-keynesianere, lever vi i en efterspørgselsdrevet økonomi, præget af fundamental usikkerhed om fremtiden og et finansielt system, som har en iboende tendens til at skabe booms and busts. Tryghed og fremgang fører til overmod, som fører til investeringer, der på overfladen bekræfter fornuften i det forudgående overmod. Som Hyman Minsky ikonisk skrev: Stabilitet er destabiliserende. Denne tilgang til økonomisk analyse er vidt forskellig for neoklassisk analyse, som grundlæggende anskuer økonomien som ligevægtssøgende - og som beklageligvis forstyrres af udefrakommende 'chok’ og ‘trægheder’. En af Minsky’s kongstanker var, at kriser typisk er endogene (indefrakommende) og ikke eksogene (udefrakommende). Det er ikke markedsjusteringer af priser, som holdt kriser fra døren efter 2. verdenskrig, men en blanding af finansiel regulering, finanspolitikken fra ‘Big Government’ og långivning fra ‘Big Bank’ (centralbanken).
Sidste år kom også Larry Summers frem til, at post-keynesianske økonomer har teoretisk fat i den lange ende:
Post-keynesiansk økonomi og renten
Post-keynesianske økonomer har været skeptiske over den neoklassiske idé om den uobserverbare ’naturlige rente’ i markedet for ‘lånbare midler’, som skulle frembringe fuld beskæftigelse. De fleste post-keynesianere er desuden skeptiske for rentens potens til at styre økonomien og anbefaler derfor primær anvendelse af finanspolitikken iht. økonomiens behov - des. uden at være begrænset af de nuværende budget- og gældsregler.
Keynes skrev på banebrydende vis for 85 år siden om, hvorfor det ikke var renteændringer, men derimod indkomst-ændringer der sørgede for, at opsparing og investering altid er lige (i en lukket økonomi og globalt set). Også skrevet som S=I.
it is natural to suppose that … an act of individual saving inevitably leads to a parallel act of investment. … Those who think in this way are deceived, nevertheless, by an optical illusion, which makes two essentially different activities appear to be the same. They are fallaciously supposing that there is a nexus which unites decisions to abstain from present consumption with decisions to provide for future consumption; whereas the motives which determine the latter are not linked in any simple way with the motives which determine the former.
Keynes gør det her klart, at en beslutning om ikke at forbruge i dag, ikke er det samme som at beslutte sig for at forbruge i fremtiden. Her sniger den fundamentale usikkerhed sig ind for virksomhederne, der ikke kan regne med fremtidig efterspørgsel. Foruden den centrale rolle til usikkerhed, bestod den keynesianske revolution i særklasse i at afvise renten som den stabiliserende faktor i økonomien. Geoff Tily citerer Keynes:
S and I were opposite facets of the same phenomenon … they did not need a rate of interest to bring them into equilibrium for they were at all times and in all conditions in equilibrium.
Keynes anså derfor opsparing som en uundgåelig konsekvens af investeringer: ”Saving, in fact, is a mere residual.” Når opsparing og investeringer per identitet altid er ens, kan det altså ikke være rentens opgave at justere for at få dem til at være i balance i et marked for lånbare midler. Hvis man hører eller læser, at det lave renteniveau skyldes et højt opsparingsniveau, bør man derfor være kritisk indstillet. Opsparing er en konsekvens af investeringer - hvorfor vi skal have styr på, hvad der er afgørende for investeringslysten. Fordi at neoklassiske økonomer antager, at økonomien af sig selv er ligevægtssøgende, lægger de vægt på rentens betydning, mens post-keynesianske økonomer lægger vægt på efterspørgslen i økonomien.
I post-keynesiansk økonomi mener man ikke, at renten er et ‘realt fænomen’, men essentielt et monetært og politisk fænomen. Marc Lavoie skriver i sin bog om post-keynesiansk økonomi, at selvom visse neoklassiske økonomer har indarbejdet endogene penge, er den definitive adskillelse:
the post-Keynesian rejection of the concept of the natural rate of interest … Post-Keynesians either completely reject the validity of the natural rate of interest, or consider that there exists a multiplicity of such natural rates of interest.
Statens finanser og pengepolitik udgør kernen af det finansielle system, som udsteder og opkræver af landets valuta og ved at holde hånden under landets bankvæsen gennem långivning og kontrol af renteforholdene. Af disse årsager er statens rentepolitik, snarere end opsparingsadfærden i Asien (osv.) dominerende for renten i økonomien. Som økonomen James Galbraith (som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med sidste år) skrev for nyligt hos Institute for New Economic Thinking:
Of course we already know what determines the short-term interest rate. And we know that that determination has nothing to do with any supply of savings or demand for funds. The overnight rate on bank reserves – called the “federal funds rate” in the United States — is set by the Federal Reserve. That is what the Federal Reserve, specifically its Open Market Committee, does for a job. There is no issue about this, it is simply a statement of fact. Short-term interest rates are low because the central bank has set them at a low rate, here and abroad. End of story.
Centralbanker implementerer deres rentepolitik ved at styre prisen som banker låner centralbankreserver til hinanden for (stiplet linje i figuren nedenfor). Denne pengemarkedsrente er altid holdt på plads tæt på rentemålet af en rentekorridor. Gulvet udføres af den rente centralbanken betaler for indskud. Hvorfor skulle en bank låne sine reserver ud til en lavere rente end man kan lade dem blive stående til? Loftet i korridoren udgøres af centralbankens udlånsrente. Hvorfor skulle en bank låne reserver af andre banker til en højere rente end hvad man kan låne for hos centralbanken? Renten er altså aldeles politisk bestemt og på ingen måde relateret til et marked for lånbare midler. Udbuddet er er principielt uendeligt elastisk (eller ’horisontalt’) i pengemarkedet, da centralbanken står klar til at forsyne så mange penge bankerne har brug for til dens pengepolitiske rente. Man siger derfor, at penge er endogene.
Men hvad så med de længere renter – fx på statsgældspapirer? Den korte politiske rente udøver afgørende indflydelse på de lange renter. Lavoie citerer i den forbindelse økonomen Smithin (1996):
in the absence of a natural rate of interest, it can be argued that central bank control over short real rates will ultimately influence the entire structure of interest rates in the economy, including long rates . . . Eventually, the real economy must adjust to the policy-determined interest rate, rather than vice-versa. This is therefore the precise opposite to the natural rate doctrine.
For de lange renter, lader de pengepolitiske myndigheder typisk investorer have en vis medindflydelse. Lysten til at eje en helt likvid, risikofri dansk statsobligation kan fx ændre sig på grund af ændrede vurderinger af fremtiden under fundamental usikkerhed.
Keynes gav her sin likviditetspræference-teori om renter. Han så opsparing som en process med to trin. Først vælger man, om man vil forbruge eller spare op (som i neoklassisk økonomi ovenfor), og derefter vælger man, hvordan man vil holde sine opsparede midler. Han mente ikke, renten spillede en stor rolle for det første valg, men derimod var central for porteføljesammensætningen i finansielle markeder. Opfattelsen af usikkerhed kan hurtigt ændre sig og øge likviditetspræferencen, hvilket alt andet lige øger renterne for aktiver med lav likviditet. Men den politisk fastsatte rente udgør udgangspunktet for resten af økonomiens renter. Selv små uventede ændringer i renten kan give store kapitalgevinster eller -tab, hvorfor finansanalytikere sidder klistret til skærmen, når centralbankchefer holder taler. Ethvert hint kan være millioner værd.
I dansk kontekst har man kunne se tegn på, hvordan likviditetspræferencen stiger i krisetid og falder igen, når krisen afdæmpes. Figur 12 viser, hvordan der i normale tider er et ’spread’ mellem den korte pengepolitiske rente og renterne på de længere renter for statsobligationer. Når krisen kradser, vil investorerne i sikker havn i likvide statsobligationer. Når faren er drevet over, leder de efter afkast igen ude i økonomien. En af de centrale årsager til at renterne med længere løbetid er højere er, at der er risiko for, at centralbanken hæver renten i løbet af løbetiden, hvilket vil sænke de tidligere statsobligationers værdi på markedet. Der er altså en pengepolitisk kapitalrisiko ved at holde statsobligationer, som dog opvejes af likviditetsgevinsten i krisetid.
Kilde: Money and the Fiscal Space of Monetarily Sovereign Governments: The Case of Denmark
Dette er den ’normale’ funktionsmåde i obligationsmarkedet, hvor centralbanker og politikere lader renten blive præcist bestemt i handlen på markedet – om end under stærk indflydelse af den korte pengepolitiske rente. Efter finanskrisen har man dog med kvantitative lempelser (QE) set centralbanker ikke acceptere renterne, som formueforvalterne kom frem til. F.eks. var det ikke politisk acceptabelt for ECB at lade de sydeuropæiske lande gå statsbankerot. Denne risiko opstod, fordi at der i det europæiske centralbanksystem er mange lande som konkurrerer om centralbankreserverne, i modsætning til i lande med egen valuta. Her er der kun en udbyder af statsobligationer, som kan tilbyde bankerne en højere rente end på deres konto i centralbanken.
Som vi så i del 2, har man i Japan gjort det hele mere simpelt ved at indføre rentekurvekontrol. Hvor man med QE løbende køber visse mængder af værdipapirer med henblik på indirekte at påvirke priserne, vælger Japanerne bare at melde ud, hvilken pris de ønsker at se, i stedet for at gøre det til en unødig gætteleg for markederne. Japanerne har vist, at (valutasuveræne) stater ikke blot kan styre sine korte renter, men også de lange renter uden inflation eller lignende dårligdom. Man skal derfor ikke ligge søvnløs over tanken om ’tilliden på de internationale finansmarkeder’ – om end vi i Danmark har gjort os delvist afhængige i kraft af vores fastkurspolitik.
Kommentar: Frygt ikke de uhyggelige lejrbålshistorier om de internationale finansmarkeder (Finans.dk)
Finansministeriet nævner da også den politiske indflydelse i sin forklaring af det (overraskende) lave renteniveau. Pga. den lave inflation efter finanskrisen, har:
Centralbankerne … derfor generelt fastholdt lave styringsrenter og foretaget store kvantitative lempelser, som blandt andet har været med til at presse de lange statsrenter ned.
Men man finder det:
sandsynligt, at de senere års ekstraordinært lempelige pengepolitik, herunder de omtalte kvantitative lempelser, på et tidspunkt vil kunne rulles tilbage.
I disse passager trænger den post-keynesianske virkelighed sig derfor på. Det er tydeligt, at de lave renter skyldes den lempelige pengepolitik, som centralbanker har foretaget efter krisen. Og det følger heraf, at højere renter vil opstå som en konsekvens af politiske valg om at ”rulle” de laver renter tilbage. Den virkelige ’fundamentale faktor’, som afgør fremtidens renteniveau er derfor ikke opsparings- og investeringsadfærd, men statens uundgåelige, politiske indflydelse på det finansielle system.
Jamen, hvorfor er renten så lav?
Der er som nævnt interne variationer blandt post-keynesianske økonomer. Fra et perspektiv, vil man mene, at ’den naturlige rente er nul’. Det skyldes, at statens udgifter sender flere penge ind pengemarkedet (som illustreres med rentekorridoren ovenfor). Når staten sender flere penge ind i pengemarkedet end den trækker ud via skat, kaldes det et finanspolitisk underskud. Man kunne også sige, at staten netto-spenderer. Denne pengeforøgelse presser renten nedad mod gulvrenten (indskudsbevisrenten i Danmark). Pengene på bankernes konti kan ikke komme nogen vegne udover 1) blive trukket ud som kontanter (hvilket er dyrt at beskytte mod røveri) eller 2) retur til staten i betalinger. Resultatet af at staten ikke gør andet i forbindelse med sine betalinger er altså, at renten falder mod gulvrenten – som i fravær af aktiv politisk handling er nul. Derfor siges den naturlige rente at være nul. Hvis staten derimod ønsker at hæve renten, kan den vælge at udstede statsobligationer for at dræne penge tilbage ud af pengemarkedet midlertidigt ved at tilbyde en marginalt bedre rente. Det er altså et politisk aktivt valg om at afvige fra basis-tilstanden. Det forklarer, hvorfor det ikke er opsigtsvækkende at se lave renter, men forklarer ikke, hvorfor vi er endt her.
Den politiske analyse af renteniveauet beror på analyse af det dominerende teoretiske paradigme, som styrer, hvordan man fortolker verden. Eftersom neoklassisk økonomi har været dominerende, er det naturligt at den mestendels svage økonomiske præstation siden 80erne er blevet besvaret med rentesænkninger – det er jo den teoretiske kur. Der har været rigeligt med grunde til den svage makroøkonomi, herunder stram finanspolitik, oliekriser og betalingsbalanceproblemer i lande der har tilvalgt fastkurspolitik, finansiel deregulering og øget international lønkonkurrence. Hvis ikke renten er et specielt kraftfuldt redskab - særligt ikke når centralbanker benytter små ændringer og melder klart og tydeligt ud længe i forvejen for at undgå private kapitaltab - vil man ende med nul i rente, indtil finanspolitikken igen etableres som det centrale makroøkonomiske redskab. Økonomer fra den amerikanske centralbank har fx undret sig over, at:
for most firms, investment is extremely insensitive to interest rate decreases and only modestly more responsive to increases
En af årsagerne er, at virksomheder benytter egne ‘hurdle rates’ til at vurdere, om en investering skal foretages, snarere end renten i pengemarkedet eller virksomhedens låneomkostninger. Vi har altså lave renter pga. en for stor teoretisk tiltro til rentens potens til at styre økonomien. Man kan dermed sige, at neoklassisk økonomi som projekt har sejret ad helvede til.
Financial Times’ chefredaktør beklagede for nyligt, at økonomers indflydelse konsistent har ført til politiske fejl i britisk politik siden 1980erne:
The abiding sin threaded through it all was that of certitude. Perfectly plausible but untested theories, whether about the money supply, fiscal balances and debt levels, or market risk, were elevated to the level of irrefutable facts … Arid econometrics replaced a measured understanding of political economy.
I den post-keynesianske økonomiske skole, har man ikke den samme tiltro til rentens potens over for den økonomiske aktivitet. Som økonomen Kalecki viste, er investeringer en central kilde til at skabe profit i økonomien. Når et opsving begynder, investeres der mere, hvilket skaber mere profit, hvilket igen øger investeringslysten og profitterne i en positiv spiral. Når økonomien buldrer, vil disse vakte ‘animal spirits’ blandt erhvervsfolk, der øjner en del af den stigende profit, ikke lade sig tæmme af små rentestigninger. Økonomen Hyman Minsky mente ikke, at der var nogen automatisk afdæmpende kraft i økonomien, hvorfor økonomien i udgangspunktet bar præg af boom og bust, snarere end afdæmpede konjunkturer og ligevægtstilpasning.
Fra dette udgangspunkt, er man skeptisk over for, at mindre renteændringer skulle kunne påvirke den samlede efterspørgsel i betydelig grad. Randall Wray skrev i 2007 (før pengepolitikkens manglende potens var åbenlys, som tilfældet er i dag):
The truth about monetary policy is rather simple: it usually does not matter much. Unexpected rate changes can affect financial markets, and, as the new classicals say, random policy has larger effects, but there is not much to recommend it. In the current institutional environment, mostly free of regulations, supervision, and international financial borders, interest rate changes within usual ranges have small effects on aggregate demand; larger policy changes have larger effects, but are now avoided due to the policy of gradualism, based in the fear that big changes have undesirable effects on financial markets.
Dermed ikke sagt, at renteændringer ikke har nogen effekt - men at dynamikken i et opsving og krisetid ikke er domineret af rational planlægning baseret på marginale omkostninger og/eller fuld information om fremtiden. Rentestigninger kan f.eks. øge den finansielle ustabilitet, som det kunne ses op til finanskrisen, hvor husholdninger med gæld med variabel rente kom i problemer. Wray bemærker desuden, at man ikke stringent kan vide fortegnet af en renteændrings effekt, da en højere rente f.eks. øger borgernes indtægter fra at eje statsgæld og øger omkostningerne for virksomheder, der vil forsøge at vælte det over i priserne og dermed bidrage til inflationsmålet.
Historien om den naturlige rente er svær at aflive, da renteniveauet ikke kan måles direkte og er defineret ved sin effekt – nemlig at det skaber fuld beskæftigelse og stabile priser. Hvis inflationen eksempelvis udebliver ved en rentesænkning, kan det altid bortforklares med, at det teoretiske niveau altså må ligge lavere, end man før havde troet - endda negativt. Ligesom marxisme er det altså en ufalsificerbar teori, hvor ingen observation kan få tilhængere af teorien til at tænke, at den er forkert.
Læsetips
I Danmark har vi post-keynesianske økonomer på Aalborg Universitet. Lektor Mikael Randrup Byrialsen har skrevet denne blog om post-keynesianske makromodeller hos Rethinking Economics Danmark.
Hvis man vil læse mere i dybden de to paradigmer ift. renten, kan man læse min artikel med den tyske økonom Dirk Ehnts: A Paradigm Lost, a Paradigm Regained - A Reply to Druedahl on Modern Monetary Theory
William Mitchell, L. Randall Wray, Martin Watts har skrevet lærebogen Macroeconomics
Danmarks situation
Den tydelige statstyring af renterne efter finanskrisen har vist, at renten på et udviklet lands statsobligationer er et politisk valg fra statens side. Den fulde autonomi kræver monetær suverænitet ved ikke at have gæld i fremmed valuta og en flydende valutakurs. I Danmark har vi frivilligt - og ganske aparte ift. andre udviklede lande - valgt at føre fastkurspolitik over for euroen. Vi har dermed begrænset vores egen monetære suverænitet, fordi at renten skal være dedikeret til at holde kronekursen over for euroen. De enorme overskud på vores betalingsbalance skærmer os dog for indeværende mod pres på kronekursen, men det kan ændre sig.
Såfremt der skulle opstå pres, skal vi altså vælge imellem at hæve renten og/eller svække den danske økonomi med kontraktiv finans- eller kreditpolitik, som vi kender det fra ‘fattigfirserne’, eller lade kronen flyde. Hvis vi lader kronen flyde, har vi autonomi til at parkere renten, hvor vi ønsker det, og primært styre økonomien vha. finanspolitikken (særligt de automatiske stabilisatorer).
Hvis vi omvendt ønsker at bevare fastkurspolitikken, så skal vi have ændret vores metode til at fremskrive renten på. Det centrale spg. skal i fremtiden være, hvorvidt den Europæiske Centralbank (ECB) kan forventes at hæve renten. Det er utænkeligt før der igen kommer gang i Eurozonen og man føler sig sikker på, at populistiske bevægelser ikke får næring af den kronisk svigtende euro-økonomi. Krisen, som har varet siden finanskrisen, har desuden bevist, at rente-politikken ikke kan få fuld gang i eurozonen. Der var stadig 8 pct. arbejdsløshed inden pandemien ramte kontinentet, om end de eksportstærke eurostater kunne få hjælp til efterspørgslen udefra. Det er altså en politisk-økonomisk analyse, der er påkrævet. Det hele kompliceres af, at ECBs nuværende pengepolitiske praksis er udfordret af den tyske centralbank og kræfter i landet, som synes det er synd for de tysk sparere, hvilket Malthe Munkøe eksempelvis har skrevet om her.
Vi skal derfor ikke forvente, at renterne bliver hævet nævneværdigt - og slet ikke til over fire procent - før der findes en permanent finanspolitisk løsning for eurozonen. Man har nu vedtaget en ‘genopretningsfond’, der skal lade EU-kommissionen låne fra private, dele og låne dem ud til medlemsstater og efterfølgende betale pengene tilbage over en årrække. Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men der kommer ikke noget holdbart opsving i eurozonen, før man får en central finanspolitisk enhed, som kan støtte landendes budgetter ved vedvarende at være i underskud, eller klarhed om ECBs finanspolitiske rolle.
Denne politisk-økonomiske analyse kræver også en vurdering af, om den finansialiserede økonomiske model, som er opstået og spredt siden starten af 1990erne overhovedet er kompatibel med ‘normaliserede’ (læs: markant højere) renter. Kan de gældsatte borgere og virksomheder i Eurozonen holde til at få hævet renterne eller vil dette i sig selv føre til for høj finansiel skrøbelighed og en ny nedtur? For det andet har QE-politikken tilnærmet os ’den naturlige rente’ i post-keynesiansk forstand (nul), og i processen hævet aktivpriserne til et højere leje. Hvis QE skulle rulles tilbage, vil der forekomme betydelige kapitaltab i den finansielle sektor. Fra et makrofinansielt perspektiv, har finansmarkederne desuden ændret karakter, ved at statsobligationer i højere grad bruges som sikkerhed for privat långivning i repo-markedet. Hvis renterne hæves, svækkes værdien af sikkerheden bag lånene, hvilket kan føre til finansiel ustabilitet. Financialiseringen af økonomien gør det derfor usikkert, om der er nogen klar vej tilbage til ’normalen’.
Endeligt åbner denne diskussion også for spørgsmålet om, hvorvidt borgerne overhovedet ønsker højere renter, hvis den økonomiske aktivitet nemmere kan styres vha. finans- og kreditpolitikken. Der er naturligvis stærke interesse blandt folk med formue for igen at tjene penge risikofrit på at eje formue. Men spørgsmålet er, om det ikke er en sund ny kapitalistisk normaltilstand, at man skal tage risiko for at få afkast.
Dette var den fjerde og afsluttende blog om renteforudsætningerne i dansk økonomi og implikationerne af de systematiske fejl i prognoserne. Jeg håber, du er blevet klogere på den danske politiske økonomi og mere nysgerrig på lære mere.
Skriv dig op til min blog her og modtog nye opslag i din indbakke:
Del bloggen: